Historien

Interessentskabet Tirslund Vindmøllelaug I/S blev stiftet i 1987, med formålet “at skabe vedvarende energi, primært ved hjælp af vindkraft”. Umiddelbart efter stiftelsen blev der solgt andele til projektet i nær området og herefter opstillet 2 Bonus-møller på hver 95 kW. Allerede i 1989 blev møllelauget efter planen udvidet, og efter salg af yderligere andele, blev der opstillet endnu én Bonus-mølle på 95 kW. Salget af andele betyder i øvrigt, at Tirslund Vindmøllelaug er gældfri.

I 1998 vedtog Interessentskabet, at sætte en modernisering af produktions maskineriet i gang – en modernisering, der med tiden skulle resultere i, at de 3 Bonus-møller, blev erstattet af 2 betydelig større vindmøller. Valget faldt på en helt nyudviklet mølletype fra Vestas på 660 kW.

Den første Vestas-mølle blev opsat 11. november 1998, hvor den første af Bonus-møllerne samtidigt blev nedtaget, fordi den nye mølle skulle placeres lige netop der hvor Bonus-møllen stod. Den 12. oktober 2000 blev den anden Vestas-mølle opsat. Og endelig blev de sidste 2 Bonus-møller nedtaget 25. april 2002.

Årsagen til at de 3 Bonus-møller blev nedtaget, var at tilladelsen til opstilling af de 2 Vestas-møller, var betinget af, at de 3 Bonus-møller blev nedtaget indenfor 5 år. ønsket fra myndighederne var at mølleparken skulle fremstå “med møller af ens størrelse og udseende og i en vis symmetrisk orden”. Og endelig var årsagen til at de 2 Bonus-møller blev nedtaget godt et år før det var nødvendigt, at regeringen indført en præmieordning – de såkaldte “skrotningsbeviser” – for at “fremme udskiftningen  af mindre møller til fordel for færre og større møller”.

I øvrigt blev det forsøgt at sælge de 3 Bonus-møller, men da dette i midlertidig ikke var muligt, fordi efterspørgslen efter små møller på daværende tidspunkt var lig nul, fik Bestyrelsen godkendelse fra Interessentskabet til at afhænde møllerne til  “almennyttige formål”. Det var nemlig kommet Bestyrelsen for øre, at Dansk Familielandbrug i Varde, måske kunne finde finansiering til, at møllerne kunne genopsættes i Rumænien. Derefter ville de blive overdraget til en landsby, som støtte til genrejsning af de østeuropæiske lande. Efter en hektisk tid, hvor Familielandbruget arbejdede med “godkendelser, importtilladelser og behørige underskrifter”, gik denne aftalen desværre i vasken, og møllerne er med tiden dels blevet solgt i smådele og dels afhændet til ophug.