Lauget

Tirslund Vindmøllelaug I/S blev oprettet i 1987, med opstilling af 2 stk. Bonus 95 kW møller. Allerede i 1989 blev der opstillet endnu en Bonus 95 kW – mølle.
I 1998 igangsattes en modernisering af produktionsmaskineriet, der skulle resultere i, at de 3 stk. 95 kW møller blev erstattet af 2 stk. 660 Vestas vindmøller.

Den første Vestas 660 kW mølle blev opsat i november 1998, hvor en af de 3 stk. 95 kW møller blev nedtaget for at give plads til den noget større mølle. I oktober 2000 blev den anden Vestas 660 kW mølle opsat.

Solnedgang

I April 2002 blev de sidste 2 stk. 95 kW møller nedtaget. Nedtagningen af Bonus-møllerne hang samme med at Ribe Amt, i forbindelse med opsætning af de nye Vestas møller, pålagde møllelauget at nedtage de 2 Bonus møller senest i år 2003. Bestyrelsen vurderede, at det ville være sund fornuft at udnytte muligheden for at få udstedt de såkaldte skrotningsbeviser og sælge disse. Denne mulighed var, på tidspunktet for beslutningen om at nedtage møllerne, kun gældende i 2002, og det var forventet, at handelsprisen på skrotningsbeviser ville falde i løbet af året. Senere blev ordningen midlertidigt forlænget til 2003.

På Tirslund Bjerg står nu 2 store Vestas 660 kW møller, der gerne skulle stå og producere miljøvenlig energi de næste 20 år.

I 2011 kunne Tirslund Vindmøllelaug fejre 25 års jubilæum. Dette blev markeret med et åben mølle arrangement 28. maj samme år, og rigtig mange interessenter, familie og interesserede mødte op på Tirslund Bjerg, hvor der var pølser og vand og mulighed for at komme en tur op i en af møllerne.